Mt. Rinjani, Indonesien!

Er det kun mig som har lidt livskrise over at det nærmest er vinter? Altså okay, der er jo stadig 7-8 grader udenfor (i Stockholm), men alligevel, klokken er 15.45 og det er næsten mørkt udenfor!! Usch – 5 måneder til foråret… Eller er det for tidligt med nedtællingen?

For 2 måneder siden var jeg i gang med et af mit livs (fysisk) hårdeste oplevelser. Jeg befandt mig langt, langt væk, i Indonesien, helt alene.

I sommers fik jeg et ekstremt behov for at udfordre mig selv, hvilket resulterede i at jeg rejste 3 uger alene afsted til først Bali, så Gili Air og til sidst Lombok.
-Alle (eller okay nok mest bare min mor) var ved at dø af skræk over at jeg skulle rejse alene, som piiiiige!!!! Men jeg overlevede, på trods af at jeg faktisk var helt sikker på at jeg skulle dø, da jeg skulle bestige Mt. Rinjani….

Så mit livs hårdeste oplevelse? MT. RINJANI, uden tvivl!!!
Jeg havde læst om en trekkingtur hjemmefra, og var sikker på at det var det helt rigtige eventyr for mig; real life Indiana Jones – Men gud hvor jeg dog hadede mig selv mange gange undervejs – hvorfor kunne jeg ikke bare have blevet på paradisøen Gili Air?

Trekkingturen var 3 dage lang. -Og jeg var allerede ved at dø efter 20 minutter, uden at overdrive!
Da jeg bookede turen spurgte jeg sælgeren hvor hårdt det egentlig var, og hans svar var “vi har børn på 10-12 år som følger med”. Fint nok, så kan jeg i hvertfald også! Efterfølgende vil jeg dog vove at påstå, at de forældre som slæber deres børn med på den tur, er de ledeste mennesker i hele verden! -Ellers sagde sælgeren bare alt, for at sælge – hvilket er mere troligt…

Første dag mødte jeg to gutter som havde været i Nepal og trekke, og de påstod at trekkingen i Nepal var meeeget lettere – hvilket i følge mig, siger ret meget om niveauet.

Men som sagt, jeg overlevede. -Og det var SÅ smukt, hele vejen igennem (når jeg altså havde mod på at kigge op)! Vi sov i telt om natten, badede i varme kilder, så vilde aber og de smukkeste solop og -nedgange.
Hvis I nogensinde får vejene forbi Lombok, og har mod på et eventyr så er det her udfordringen – jeg venter med en drink i hånden på stranden 😉