Er det kun mig som har lidt livskrise over at det nærmest er vinter? Altså okay, der er jo stadig 7-8 grader udenfor (i Stockholm), men alligevel, klokken er 15.45 og det er næsten mørkt udenfor!! Usch – 5 måneder til foråret… Eller er det for tidligt med nedtællingen?

For 2 måneder siden var jeg i gang med et af mit livs (fysisk) hårdeste oplevelser. Jeg befandt mig langt, langt væk, i Indonesien, helt alene.

I sommers fik jeg et ekstremt behov for at udfordre mig selv, hvilket resulterede i at jeg rejste 3 uger alene afsted til først Bali, så Gili Air og til sidst Lombok.
-Alle (eller okay nok mest bare min mor) var ved at dø af skræk over at jeg skulle rejse alene, som piiiiige!!!! Men jeg overlevede, på trods af at jeg faktisk var helt sikker på at jeg skulle dø, da jeg skulle bestige Mt. Rinjani….

Så mit livs hårdeste oplevelse? MT. RINJANI, uden tvivl!!!
Jeg havde læst om en trekkingtur hjemmefra, og var sikker på at det var det helt rigtige eventyr for mig; real life Indiana Jones – Men gud hvor jeg dog hadede mig selv mange gange undervejs – hvorfor kunne jeg ikke bare have blevet på paradisøen Gili Air?

Trekkingturen var 3 dage lang. -Og jeg var allerede ved at dø efter 20 minutter, uden at overdrive!
Da jeg bookede turen spurgte jeg sælgeren hvor hårdt det egentlig var, og hans svar var “vi har børn på 10-12 år som følger med”. Fint nok, så kan jeg i hvertfald også! Efterfølgende vil jeg dog vove at påstå, at de forældre som slæber deres børn med på den tur, er de ledeste mennesker i hele verden! -Ellers sagde sælgeren bare alt, for at sælge – hvilket er mere troligt…

Første dag mødte jeg to gutter som havde været i Nepal og trekke, og de påstod at trekkingen i Nepal var meeeget lettere – hvilket i følge mig, siger ret meget om niveauet.

Men som sagt, jeg overlevede. -Og det var SÅ smukt, hele vejen igennem (når jeg altså havde mod på at kigge op)! Vi sov i telt om natten, badede i varme kilder, så vilde aber og de smukkeste solop og -nedgange.
Hvis I nogensinde får vejene forbi Lombok, og har mod på et eventyr så er det her udfordringen – jeg venter med en drink i hånden på stranden 😉

Onsdag eftermiddag, 3. arbejdsdag efter massevis af fridage og laaangt om længe har jeg endelig tid til at synke alle indtryk; både fra New York og Bruxelles.

Det føles altid en lille smule tomt efter en rejse! Op til en rejse er man spændt, har massevis af forventninger og forvoksede sommerfugle flyvende i maven. Når man er ude at rejse oplever man en helt masse nyt, spiser god mad, ånder ny luft ind og er åben for ALT hvad der måtte dukke op på vejen..

Når man så kommer hjem igen, så er det hele bare slut! Minder for livet, som ligeså godt kunne have været en drøm – og det er dér tomheden opstår.
Det er ikke noget alvorligt, ikke noget jeg dør af, og det går altid over – Men det er mærkeligt! Mærkeligt at det som man har set fremimod så længe, er ovre..

Min ældste, klogeste “ven”, sagde engang til mig, i en sådan situation; “Tænk på det sådan her; nu er du meget nærmere næste rejse”… Og det er jo egentlig sandt, og en fin måde at se det på. –Tack söta gamling, ifall du läser med 😉

Og indtil jeg venter på næste rejse, kan jeg glæde mig over at “Gift ved første blik”, afsnit 3, nu er tilgængelig på nettet – Frank og Pia!!! Er der andre end mig, som rent faktisk synes at det er synd for Frank? Og synes at han burde få en chance? Hvis jeg kunne, så havde jeg givet Frank et kæmpe kram…

Glædelig onsdag!

Fredag aften ankom vi til Bruxelles. -flyet var en halv time forsinket, men til gengæld var flyvetiden kortere end beregnet, så det gik næsten lige op. Jeg hader at flyve! Ikke fordi at jeg er bange, men det er bare så meeega kedeligt! Når man kører bil/bus/tog kan man sidde med musik og kigge på alt der kommer forbi på vejen, men på et fly er det bare blå himmel (ikke at man skal klage over det, men alligevel).. Så jeg sad og trippede utålmodigt til vi kom frem.

Hotellet vi bor på hedder NH Atlanta, og det er så hyggeligt! Vi fik det til rigtig billige penge, og trods det, er det tusind gange bedre end hotellet i New York.
Og ved i hvad? Man skal først checke ud kl 17!!!!!!

I går var vi til John Legend koncert <3 Han er så fantasisk dygtig, og nærmest endnu bedre live! Han sang så at man fik gåsehud, og han blev bare ved og ved.. Eneste minus var at vi var blevet placeret i “kæreste-sektionen”, så alle sad og råsnavede, i stedet for at synge med – en stor del af at gå til koncert er jo netop stemningen, så det var lidt synd.. Til gengæld sad vi og skrålede af vores lungers fulde kraft, og der var nok et par stykker eller fem som synes vi var liiiidt mærkelige – men vi hyggede os 😉

Eftersom vi først skal checke ud kl 17 ligger vi nu i sengen og stener, med en æske belgisk chokolade, namnam! Længe leve søndage…